Den digitale revolution

Da Erick Thürmers oldefar i 1898 revolutionerede produktionen af det udvendige gevind, var industrien ved slutningen af den første industrielle revolution, hvor vand og damp blev brugt, før elektriciteten åbnede for den anden industrielle revolution, der muliggjorde de første samlebånd. Med automatiseret produktionslinjer og øget brug af IT systemet begyndte den tredje industrielle revolution. I dag, 118 år senere, vil Erick Thürmer tage fabrikken i Hvidovre ind i den 4. industrielle revolution. Det skal ske igennem 3D print af maskintappe.

Ideen om Industri 4.0 omhandler digitale produktionsteknologier og produkter. Til MADE Innovationskonference den 24. februar fik deltagerne indblik i, hvordan nogle af disse nye teknologier kan gøre en forskel.

”Industri 4.0 er for alle virksomheder. Mange af de teknologiske løsninger der er på markedet, er allerede til stede i virksomheder til en hvis grad, nu skal de bare forbindes. I Siemens har vi digitaliseret vores produktionsanlæg og fabrikker, men vi sælger også løsningerne til vores kunder, som dermed bliver mere konkurrencedygtige,” siger Bjarne Lykke Sørensen, direktør for industridivisionen i Siemens A/S.

I sin introduktion til dagen lagde Bjarne Lykke Sørensen vægt på sammenhængskraften i Industri 4.0. Det kræver en horisontal integration, hvor alle dele af virksomheden bliver integreret. Det betyder, at udviklingen af produkter hænger sammen med udviklingen af produktionsapparatet, hvilket giver en høj kompleksitet. Forudsætningen er derfor, at produkter og produktionen er koblet på nettet.

”Selv om der sker meget nyt, så bygger mange af teknologierne på gamle platforme, som bl.a. de CNC-styrede maskiner og robotter. Ovenpå disse vil der komme en øget brug af simulering, så kræver det utrolig meget viden om virkeligheden, hvilke kan komme fra f.eks. Big Data, ” forklarer Bjarne Lykke Sørensen.

Industri 4.0 vil bl.a. gøre det muligt at lave en ”digital tvilling” af produkterne. Dermed vil Siemens kunne servicere en boreplatform i den virtuelle verden med brugen af Virtual Reality. Her kan reparatøren bevæge sig rundt og se ind i rørene, hvordan de vil se ud efter flere års slid. Dermed vil servicefolkene være forberedte på de udfordringer, de møder ude på den virkelige boreplatform.

”Der er et kæmpe potentiale med simulering og brugen af Big Data, men der er også begrænsninger. F.eks. kan vi simulere, hvordan en vindmølle vil fungere, men ikke hvordan vejrforholdene vil være over flere år,” siger Bjarne Lykke Sørensen, der også er bestyrelsesmedlem i MADE.

Præsentationerne til MADE Innovationskonferencen spændte fra digital opmåling af 3D print, over Big Data til programmering af robotter.

”Digitale produktionsteknologier vil give kortere time-to-market, hurtigere omstillinger og gøre produkterne mere kundetilpasset – også i små serier. Digitaliseringen giver os mulighed for at forbinde hele værdi- og forsyningskæden i ét it-system. Dermed kan maskinerne i produktionen justere sig ift. den data, som kundernes produkter sender til fabrikken, eller udviklingsafdelingen kan agere ift. forsyningskæden. I MADE udvikler vi de nye teknologier, der gør øget digitalisering muligt til gavn for danske virksomheder,” fortæller Nigel Edmondson, direktør i MADE.

Viden fra universiteterne

Erick Thürmer, direktør i Thürmer Tools, fortalte på dagen om sine vision for, hvordan hurtigt 3D print i metal kombineret med en online platform vil være med til at gøre virksomheden international konkurrencedygtig.

”Vi vil gøre det umulige muligt. Vi laver en række forsøg med at 3D printe maskintappe. For selv om der er mange udfordringer, og vores første test-print pulveriserede, så lærer vi hele tiden mere. Hvis Airbus og Rolls-Royce kan 3D printe deres maskindele, så kan vi også. Derfor er tre af vores 25 medarbejdere ansat til at udvikle videre på de 3D printede maskintappe”, fortæller Erick Thürmer.

Thürmer Tools har samarbejdet med bl.a. David Bue Pedersen fra DTU Mekanik.  Han fremlagde på dagen, hvor langt forskningen i MADE er inden for temaet 3D print og nye produktionsprocesser.

”3D print er fremtidens hyperfleksible produktionsform. Med de digitale produktionsteknologier kan vi f.eks. lave målerapporter på emner, mens de bliver printet. I MADE arbejder vi på at få målerapporter på 3D printede emner, der er præcise ned til 100-dele af en millimeter. Med de nye teknologier har vi noget, der er hurtigere, lettere og mere præcis end f.eks. 3D scan og CT-scan, som bliver brugt i dag,” fortæller David Bue Pedersen.

Samarbejd i nye teams

Hvis virksomhederne skal gå fra masseproduktion til kundetilpassede produkter, skal der radikale forbedringer til. Det fortalte Jeppe Poulsgaard, Vice President i Eltronic, i sin præsentation.

”I Danmark er vi er gode til produktudvikling, samt optimeringer i produktion og supply chain, men det forgår i siloer. Vi skal være bedre til at gøre det på tværs af funktionerne, det giver radikal innovation. Det kræver, at vi inddrager flere forskellige typer mennesker og sammensætter nye teams på tværs af forretning og teknologi. Der skal være en klar strategi for digitalisering i virksomhederne, så man er forberedt på kundernes ønsker nu og i fremtiden. Det kræver et opgør med den traditionelle tænkning, hvilket kræver mod,” siger Jeppe Poulsgaard.

En virksomhed, der har haft succes med at sætte nye hold af medarbejdere sammen og give dem frie hænder til at udvikle, er Chr. Hansen, der producere fødevareingredienser.

”Det er bedre at disrupte end at blive disrupted af andre. Derfor har vi arbejdet målrettet med Big Data. Selv om virksomheden er 141 år gammel, har vi haft en start-up tilgang, hvor det er okay at fejle. Vi vidste, at Big Data var svaret, men ikke til hvad. I dag har vi en platform til brug af Big Data, og så skal vi ellers udvide den. Her er de menneskelige ressourcer den vigtigste ingrediens for os,” siger Morten Meldgaard, Project Director, Chr. Hansen.

Andre nyheder

Uddannelsesblog
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel
Artikel

Tilmeld dig - og få viden og tilbud om arrangementer direkte i din indbakke

Det er gratis og uforpligtende at modtage vores nyhedsbrev.

CLOSE
9709

Tak for din tilmelding!

Du modtager nu en mail, hvor vi beder dig bekræfte din tilmelding.

CLOSE
9709

Tjek din mappe med uønsket mail/spam, hvis du ikke modtager mailen.