Bark, undervandskameraer og meget mere – mød de 16 nye startups i Future Manufacturers

Hvad har byggematerialer af bark, AI-styrede undervandskameraer og genanvendte elbilbatteri til fælles? Bag disse produkter og mange flere står de 16 nye startups i Future Manufacturers startup-programmet. Læs, hvordan de præsenterer deres innovationer her.

For tredje gang var et nyt hold af startups samlet til vidensdeling og læring i Future Manufacturers Kickoff Camp. Her fik de mulighed for at dele erfaringer, udbrede deres netværk, tale med eksperter inden for produktionsindustrien og skabe nye samarbejder. Dagene på Kickoff Campen bestod blandt andet af en introduktion af hver enkelt startup, og hvor de befandt sig i deres produktionsproces.

Stærke samarbejder baner vejen for fremtidens produktion

Processen fra idé til færdigt produkt vil ikke kun være brolagt med visioner og drømme for de nye startups, men også med uforudsete udfordringer og et behov for at være omstillingsparat, tænke kreativt og finde nye veje. Særligt dét oplever mange af deltagerne, at Future Manufacturers kan hjælpe dem med.

”Det er inspirerende at mødes på tværs af brancher. Det kan vise sig, at folk fra en branche kender til et materiale, som kan hjælpe en startup i en helt anden branche. Der er en virkelig god synergi og åbenhed,siger Jakob Louis Demant Thomsen, Partner & CEO i Haystack Phantoms.

Jeg har allerede fået flere relevante kontakter og er blevet stillet spørgsmål, jeg ikke selv havde overvejet, som jeg skal hjem og følge op på. Jeg ser det som en kæmpe fordel, at vi er åbne og deler vores viden med hinanden.

Anne Sofie Meilsøe, medstifter af FREEJOGGER

Medstifter af FREEJOGGER, Anne Sofie Meilsøe istemmer: ” Jeg har allerede fået flere relevante kontakter og er blevet stillet spørgsmål, jeg ikke selv havde overvejet, som jeg skal hjem og følge op på. Jeg ser det som en kæmpe fordel, at vi er åbne og deler vores viden med hinanden.”

Med nye partnerskaber, ekspertvejledning og inspiration på tværs af brancher er vejen banet for spændende og bæredygtige løsninger for dansk produktion i fremtiden.

Dyk ned i de forskellige startups i Batch 3 og deres nyskabende ideer herunder.  

Cacto Health

Den første i rækken af startups er Cacto Health, som vil hjælpe overlevende brystkræftpatienter med at undgå at få kronisk lymfødem: en senfølge af behandlingen mod brystkræft. Lymfødem er en kronisk hævelse, der kan opstå, hvis lymfesystemet ikke længere kan transportere lymfevæske væk i et tilstrækkeligt omfang.

”Fjernelse af lymfeknuder og strålebehandling er nogle af de største risikofaktorer. Når man opdager lymfødem tidligt, undgår man dannelsen af arvæv, hvilket gør det muligt at holde tilstanden nede, tilbyde bedre behandling og sikre høj livskvalitet hos patienterne,” forklarer medstifter Mads Skak.

Catco Health har udviklet et device og en digital platform, som gennem hjemmemonitorering kan opspore de første tegn på lymfødem tidligere end de nuværende metoder.

FREEJOGGER

Den næste startup på programmet blev præsenteret af Anne Sofie og Steffen Meilsøe. Ideen til FREEJOGGER opstod, da de som nye forældre ville løbe sammen. Her opdagede de, at de var meget låste i deres løb, når der skulle en barnevogn med på slæb. Derfor besluttede de sig for at udvikle et løbehåndtag til barnevogne og klapvogne. Håndtaget giver løberen fri bevægelse i armene ligesom ved almindeligt løb og skaber dermed en mere naturlig løbestil.

Anne Sofie Meilsøe håber, at FREEJOGGER kan hjælpe aktive forældre: ”Som forælder kan det være svært at prioritere en aktiv livsstil uden at få dårlig samvittighed. Vi vil gøre det nemt at være aktiv sammen med sit barn.”

ReCraft Design Studio

Holdet bag ReCraft Design Studio mener, at vi skal se vores byer som moderne miner – rige på kasserede byggematerialer, der blot venter på at blive genfortolket. I stedet for at udtømme naturens reserver vil startuppen give affald en plads i fremtidens arkitektur.

ReCraft Design Studio forvandler nedrivningsaffald som mursten, beton og asfalt til fliser og beklædning. Missionen er at skabe en mere bæredygtig fremtid ved at reducere affald og upcycle materialer, der ellers ville være gået til spilde. ”Den bedste grund til at benytte vores upcyclede byggemateriale er, at udledningen af CO2 er på 0%,” siger medstifter Matti Kemppainen.

Startuppens første sortiment stammer blandt andet fra nedrivningssteder i Brøndby og Nykøbing Falster.

Autoshape

AutoShape har udviklet en lasermaskine, der kan kombinere flere forskellige laserprocesser. Maskinen kan både skære, forme og indgravere med laser samt foretage kvalitetsopmåling. Dette gør det muligt at producere færdige produkter i én og samme maskine i stedet for at skulle investere i flere maskiner til de forskellige opgaver. Maskinen skal give en bred vifte af metalbearbejdende virksomheder mulighed for at øge deres produktivitet, konkurrenceevne og forkorte deres innovationstid.

re-claim

Hvad nu hvis man kan bruge hele træet og ikke kun stammen til at skabe byggematerialer? Det er tanken bag re-claims barkpaneler, hvor naturens oversete ressourcer – i dette tilfælde bark – får nyt liv.

Re-claim’s mål er at gøre det lettere for virksomheder at træffe bæredygtige valg uden at gå på kompromis med funktionalitet eller æstetik. Barkpanelerne er 100 % plantebaserede facadeløsninger, som kan anvendes både ude og inde. Med barkpanelerne vil re-claim bringe naturens stemning helt ind i bygningen – en egenskab, som de håber, mange kontormiljøer vil få glæde af.

”Det dufter, som hvis du stod ude i naturen, når du træder ind i et kontorlandskab,” fortæller Executive Director Victor Nyland Poulsen.

Barkpanelerne forventes på markedet i starten af 2026.

Haystack Phantoms

Haystack udvikler og producerer medicinsk træningsudstyr, som gør det muligt for sundhedspersonale at øve ultralydsvejledte indgreb, inden de skal udføres på patienter. Ideen er simpel: ”I stedet for at stikke en nål ind i en person, kan man øve sig på en geleblok,” fortæller Partner & CEO, Jakob Louis Demant Thomsen.

Efter seks års udvikling er den første træningsmodel klar og kan bruges til at træne ultralydsvejledt anlæggelse af venekateter ved at simulere blodkar i forskellige størrelser. Udstyret skal hjælpe med at gøre proceduren mere glidende for både sundhedspersonale og patienter ved at mindske antallet af indstik.

Gridturn

Startuppen Gridturn vil hjælpe virksomheder med at optimere deres energiforbrug og blive mere bæredygtige. Deres løsning, Battery Energy Storage Systems (BESS), genanvender batterier fra elbiler til energilagring, hvilket reducerer behovet for ny batteriproduktion.

”Faktisk kan alle fremtidens batterilagringssystemers behov blive dækket af genbrugte batterier,” fortæller stifter af Gridturn, Louise Witt Sengeløv.

Ud over at mindske behovet for batteriressourcer er systemet også skalerbart og kan bruges i alt fra industri til grønne energiprojekter. Gridturn arbejder på at få etableret en god produktionsproces, så deres produkt kan komme ud over rampen.

Essential Robotics

”Lægger man det sammen, er det enormt lange afstande, der skal tilbagelægges,” siger Rasmus Junge, CTO i Essential Robotics.

Både tiden og belastningen, som transport af tomme hospitalssenge skaber, arbejder Essential Robotics på at løse. Med deres transportrobotter, der kan fragte senge sikkert fra A til B, slipper hospitalspersonale for at udføre arbejdet. Robotterne skal optimere arbejdsgangene og mindske den fysiske belastning for de ansatte.

Men det er dyrt at producere prototyperne, fortæller CTO, Rasmus Junge, og CCO, Emil Månsson. Gennem Future Manufacturers søger de hjælp og inspiration til at komme videre med deres produktion. 

Anemo Robotics

Fra robotter til lands til robotter til vands: Anemo Robotics vil gøre det lettere for virksomheder at bevare og beskytte økosystemer i menneskeskabte havmiljøer. Med AI-drevne undervandskameraer kan startuppen monitorere havmiljøet over længere tid og indsamle data. Ved at gøre undervandslivet synligt og målbart gør Anemo Robotics det nemmere for virksomheder at overholde reguleringer og træffe mere informerede beslutninger om deres påvirkning af havmiljøet.

Startuppen har allerede udviklet og testet over 30 kameramoduler. De ser frem mod større projekter i 2025, og forbereder sig på at skalere til en mere professionel produktion.

Lulu Health

Lulu Health vil gøre det nemmere for kvinder at tracke deres menstruationscyklus – en trend, som har fået mere og mere medvind de senere år.

Derfor har startuppen udviklet en smart ring og en app, der automatisk kan indsamle og analysere helbredsdata uden behov for at indtaste data manuelt. Indsamlingen af data skal hjælpe kvinderne til en større indsigt i deres cyklus og hormonelle balance, hvilket blandt andet kan bidrage til øget fertilitet.

SAIM Medical

Hos SAIM Medical arbejdes der på at udvikle enkle løsninger på komplekse udfordringer inden for sundhedssektoren. Startuppen står bag MechInfuse, en fuldmekanisk infusionspumpe, der uden brug af elektricitet kan levere præcise doser af intravenøs medicin til patienter. Men hvad vil det egentlig sige?

Modsat traditionelle infusionspumper, der kræver elektricitet eller batterier som energikilde, fungerer MechInfuse udelukkende mekanisk. Dette gør den specielt velegnet til situationer, hvor strøm ikke er tilgængeligt. Med MechInfuse kan medicinadministration blive muligt uanset miljøet, og stifteren Imran Parvaiz, håber, at MechInfuse kan blive en værdifuld ressource for bl.a. NGO’er.

Componental

Holdet bag innovationen Dubby kalder opfindelsen for en schweizerkniv inden for musikredskaber. Den giver brugeren fuld kontrol over lyden, uanset om man skal bruge en synthesizer eller skabe lydeffekter.

“Du skal ikke lære, hvordan et instrument virker. Du beslutter selv, hvordan det skal fungere,” fortæller Leo Fogadić, CTO i startuppen Componental.

Til Kickoff Campen blev det lille transportable musikredskab nysgerrigt undersøgt af de øvrige startups. Componental ønsker med Dubby at forenkle musikproduktion og give musikere større kreativ frihed.

Kangaroo Robotics

Tanken bag Kangaroo Robotics innovation er, at det skal være muligt for virksomheder uanset størrelse og kapital at investere i lagerautomatiseringssystemer.

”Mindre virksomheder bliver nemt udkonkurrerede. Det er her, vi kommer ind i billedet,” uddyber medstifter Filip S. Kamroon.

Startuppen har udviklet en plukkerobot, der kan monteres på reoler uanset længde og højde. Det kan særligt være relevant for e-handelsvirksomheder, som har brug for meget lagerplads. Robotten gør det muligt at optimere lagerpladsen og øge effektiviteten. Samtidig scanner den løbende reoler og varer, så man hele tiden har et overblik over sit varelager. Automatiseringen skal hjælpe virksomheder med at udnytte deres fulde kapacitet og dermed øge væksten.

Zostera-Marina

”Zostera-Marina” er den latinske betegnelse for ålegræs, hvilket stemmer godt overens med stifter Morten Thomsens ønske om at skabe en bæredygtig fremtid for havmiljøet ved at genplante ålegræs i stor skala.

Han har udviklet en metode til automatisk udplantning, der kombinerer naturens egne processer med avanceret teknologi, så blandt andet ålegræsvegetationen kan blive genoprettet og bevaret i de danske fjorde og kystnære områder.

Morten Thomsen står over for den udfordring, at hans maskine skal være lille nok på land til at kunne transporteres rundt til forskellige områder, men stor nok på vand til at være stabil. Gennem Future Manufacturers-programmet håber han at få inspiration til, hvordan den udfordring kan løses.

CETO Innovation

Hos startuppen CETO Innovation arbejder stifter & CEO, Liza Babaieva, med optimering af fjernvarmesystemer: ”Vores produkt gør det muligt at adressere udfordringer, som fjernvarmesystemer står over for med hensyn til vedligeholdelse og effektivitet.”

Gennem avanceret sensorteknologi, AI-analyser og databehandling kan CETO Innovation forudse fejl, kortlægge undergrundsnetværket og opdage tegn på lækager og materialenedbrydning hos fjernvarmeudbydere. Dette skal hjælpe med sikre bæredygtigheden og pålideligheden af varmeinfrastrukturen og mindske omkostningerne ved vedligeholdelse. 

CETO Innovation deltager i Future Manufacturers-programmet for at ”få en dybere forståelse af den forsyningskæde, der er nødvendig for at kunne producere vores produkt i større skala med de rigtige leverandører og materialer,” siger Liza. 

Keybird Instruments

Kickoff Campens sidste indslag er et musikalsk et af slagsen. Keybird Instruments vil give musikere friheden til at tage det akustiske klavers lyd og kvalitet med sig uden besværet med tunge instrumenter. De har skabt et akustisk letvægtsklaver, der vejer 59 kg og kan skilles ad. Det gør det let at transportere klaveret og giver mulighed for at spille, hvor man ønsker det – selv i små rum.

I øjeblikket foregår produktionen i Kina, men Keybird Instruments har planer om at flytte produktionen til Europa. Det skifte håber de at få hjælp til gennem Future Manufacturers.

Future Manufacturers

I Future Manufacturers-programmet, som MADE, DI Produktion og Industriens Fond står bag, får de deltagende startups gennem ca. fem måneder hjælp til bl.a. materialevalg, design for manufacturing, valg af produktionsmetoder og ikke mindst kontakter ud i Produktionsdanmark.

Andre nyheder

Artikel
Video
Artikel
Artikel
Artikel
Video